Gode råd til festen
Her er en række punkter, du bør overveje under planlægningen af festen:
- Bestil musikken i god tid. 2Shy er ofte booket lang tid frem, så hvis du vil være sikker på at hyre os skal du være ude i god tid.
- Sørg for plads nok. Heller ikke musikere bryder sig ikke om at blive pakket ind i et hjørne eller stå midt i en døråbning. Vi vil gerne have plads midt for selskabet og dansegulvet, og mindst 2 x 4 meter gulvplads.
- Scener er ikke godt, hvis de er for høje. Typiske scener i forsamlingshuse er alt for høje. For det første giver det for meget afstand til publikum, og desuden har de ofte en negativ effekt på lyden, da der tit er kælder under. En lille enkelt scene på 20 - 30 cm. høj er på den anden side helt fint. Det giver os bedre overblik.
- Specielle sange bør sendes til musikeren 14 dage før arrangementet. Ellers kan du ikke være sikker på vi kan spille sangene.
- Musikere spiser også. Aftal derfor med køkkenet, at der bør være mulighed for en bid mad i pausen.
- Strøm skal der også til. Vi har brug for en stikkontakt for os selv. Ikke noget med at deles med komfur, fadølsanlæg eller hvad man ellers kan komme ud for. Hvis der er mulighed for det, vil vi meget gerne have adgang til et kraftstik (3x400 volt).
- Adgangsforhold skal også overvejes når stedet bestilles. Vi har en del tungt grej, og det kan altså ikke slæbes op på 1. sal. Det allerbedste er en bred dør, hvor vi kan køre bilen helt hen til døren.
- Lydstyrken er forskellig i lokalet afhængig af, hvor man er placeret i forhold til musikken. Derfor bør de ældste deltagere i festen placeres længst væk fra musikken. På denne måde får alle den bedste oplevelse af festen.
- Gæster kan måske finde på at komme med sange og indslag, hvor musikken skal bidrage. Enten med musik til sangene eller CD-afspiller til andre indslag. Derfor er det en god idé at skrive vores telefonnummer på indbydelsen. Så har gæsterne en god mulighed for at aftale noget med os, uden værten opdager noget.